NATUREN

 Tilbage til
    "Naturen"



Bornholms fugle- og dyrenavne

Edderfugl på rede

Foto: Åbo - edderfugl - der ruger på Christiansø.

Vi har en lang række bornholmske fuglenavne, men da de ikke bruges mere, er de ved at gå i glemmebogen.
I dag bruger fugleinteresserede de moderne felthåndbøger, og deri står de bornholmske navne ikke. Men det er klart, at folk altid har haft navne til de fugle - og andre dyr - som de daglig havde omkring sig, og det havde bornholmerne også.

Vi skal her se på nogle af disse navne.
En solsort kaldes på bornholmsk "bækkastar". Om navnet er fuldt logisk, tør jeg ikke sige. Sort er den ligesom stæren; men ellers har den ikke megen lighed med stæren. Jeg mener heller ikke, at den har nogen særlig forkærlighed for bække, altså vandløb. Navnet bruges stadig af ældre bornholmere.
Det samme er tilfældet med navnet "kaja", det gamle bornholmske navn for allike. Både i Norge og Sverige bruger man også navnet "kaje". Eksempelvis er navnet bevaret i en gammel bornholmsk vise eller sang, hvori det hedder: "Kråger å råga å kajer di floja så hojt, å di râva så hojt op i Askana å ner i dâlana". Fuglens stemme har givet anledning til navnet.
En almindelig skovfugl som ringduen (skovduen) hedder "skuda". I litteraturen er navnet bevaret i H.K. Larsens digt "Ver lijlleborr", hvor det sidst i digtet hedder: "Å skudan korrar, å krågan galpar, å bâg om bakkana kukkar gjønj".

Musvittens bornholmske navn er "flæskatjiv" - navnet har fuglen fået, fordi den er glad for fedt. Også dette navn anvendes endnu. En anden mejse, halemejsen, hedder "gompafowl". Da denne mejse ikke er så udbredt, er navnet heller ikke så kendt. Flagspætten kaldtes "træpikkara", også et navn, der stadig anvendes.

Gulspurven hed tidligere "gulvælmijng". Det sidste led i navnet er en forvanskning af "værlijng" (værling: artens slægtsnavn) hedder det i Espersens bornholmske ordbog. Slægtningen bomlærke, der også hedder kornværling, hed "gråvælmijng". Ingen af disse to bornholmske fuglenavne høres mere.

Den almindelige rødhals hed "røkroes" eller "røjælpa". Bynkefuglen hed "boskajælpa" og den grå digesmutte "stenjælpa". De to sidste er nært beslægtede og har formentlig fået det bornholmske navn "jælpa", fordi de ofte sidder med vippende hale på et fremspringende sted. Boskajælpan i toppen af en busk, stenjælpan øverst på en sten. Røjælpan, der slet ikke er nogen digesmutte, færdes mere diskret, men har en adfærd, der ligner lidt efter de to andre arters. De tre navne bruges kun sjældent nu.

"Haurafâul" er en hvid vipstjert. Fra Østermarie kender jeg også navnet "haurafinka" (haura = havre). Navnene har jeg ingen forklaring på. Vipstjerten kaldes også "haurapinkes".
"Bakkasvâlan" er den almindelige digesvale, der ruger i grusgrave og strandskrænter. Den har samme navn i Sverige: Backsvala. Mursejleren kaldtes tidliger på Bornholm "rainsvâla" eller som angivet af Rohmann i "Bornholmske stednavne": "stensvâla" (jvfr. stednavnet "Stensvalebæk" i Almindingen). Navnet bruges næppe mere. Det gør derimod det gamle bornholmske navn på nattergalen: "fjælstaunijn". Man kan spørge sig selv, hvorfor netop dette navn har holdt sig så godt, men mon der ikke er noget særligt poetisk over dette navn, som har tiltalt poetiske og digteriske sjæle? At navnet forekommer i den mest kendte af de bornholmske dialektdigte: "Skudan hon vaggar..." har vel også gjort sit til at holde navnet ved lige.

Hos fiskerbefolkningen har det været lettest at bevare de gamle bornholmske fuglenavne. En "åbo" er en edderfugl, det ved alle bornholmere. En "skrækkja" er en toppet skallesluger, en "gaddis" er en havlit, og en "sijlaperris" er en tejst.

Dette var nogle eksempler på bornhomske fuglenavne. Også andre dyriske væsener har bornholmske navne, som for eksempel "tvestarta", det er en ørentvist, en "bænjkaskrobba" er en bænkebider, en "væggjasijl" er et sølvkræ, en "rågafnat" en skovflåt, og en "sjinjara" er en sommerfugl, et møl eller en natsværmer.

Den meget omtalte løvfrø, som jo er gammel her på Bornholm, kaldtes tidligere "lævskræj" (læv = løv = blade). En frø eller en tudse er en "pugga".

I fiskesproget var en "fisk" altid torsk. En hundestejle hed "pijnstagg". En stagg er et spidst stikkende strå. I det bornholmske navn hentydes til hundestejlens spidse pigge.

En marksmus hedder på gammelt bornholmsk "âgerstagra" (stagra: rystende eller vaklende) og et pindsvin er en "jyjlkat". Til sidst det gamle bornholmske ord for hund: "en vyst".

Det er naturligvis kun et udvalg af gamle bornhomske navne på fugle og dyr, der er præsenteret her; de gamle bornholmere har haft navne til mange flere. Kilderne til de gamle navne har vi flere steder. Laurids de Thurah har i sin Bornholms beskrivelse (1756) optegnet en række dyre- og fuglenavne.
P.N. Skovgaard ligeledes i sin Bornholms beskrivelse fra 1804.

A.F.V. Seier har i sin "Bornholms fugle" fra 1932 en fuldstændig fortegnelse over bornholmske fuglenavne; han har bornholmske navne til de fleste på Bornholm forekommende fugle, men i en lang række tilfælde er navnene identiske med de sædvanlige danske navne, kun med bornholmsk lyd eller udtale.
Det er den mest komplette fortegnelse, vi har.

Trykt i Bornholms Tidende 21. marts 1987

Foto: En åbo - en edderfugl. Her ruger den på Christiansø, © Frede Kjøller