LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Klippeparti Dyndalen 

Spellingedalen

Ved Spelling Mose i Rø deler den sprækkedal, hvori mosen ligger, sig i to dele. Den ene fører forbi Stenby- gårdene mod Rø by - den gamle jernbanelinje gik gennem denne dal. Den anden og mest anselige fører mod Spellingegård og fortsættes i Dyndalen. Den gennemstrømmes af Dyndaleåen, som her kaldes Spellingeå. Det er vel så rimeligt, at kalde dalen "Spellingedalen". Dalen med sine omgivelser udgør et meget smukt landskabsområde.

Fra Spelling Mose til Spellingegård ligger Spelling Å som en ret dyb grøft med betydelig vandføring efter bornholmske forhold og med en smuk træ- og buskbevoksning, der tæller mange arter, langs med løbet, nemlig el, vild æble, kir- sebær, tjørn, hyld, ask, benved, kvalkved, slåen o. fl.

Vandløbet ligger midt i dalen, der er ret bred og har fungeret som smeltevandsdal under istiden. Dette kan vi skønne af det issøler, der findes i dalen, og som er gravet op i de lergrave, der ses i dalen. Leret er aflejret i stille vandsamlinger uden strøm og måske under isen. I det stille vand har de fine lerpartikler bundfældet sig og dannet de lerlag, som i vore dage er anvendt på teglværkerne.

Men floddalen fik sin beliggenhed dikteret af den langt ældre sprækkedal, hvori istidsvandet strømmede. At dalen også er en typisk sprækkedal ses af de klippeskrænter, som begrænser begge sider af dalen. Klippen ses dog særlig i dalens nordre side, hvor fjeldet danner mere eller mindre lodrette skrænter, som begrænser dalen på et længere stykke.

Den østlige del af nordskrænten, det vil sige skrænten øst for lergravene, er bevokset med meget smuk naturskov bestående af eg, ask, kirsebær og tjørn. Det er typisk bornholmsk løvtræs blandingsskov, som vi ser den i klippeterrænet. Nåletræer ses ikke på netop disse skrænter.

Det er sådanne steder, man ser den typiske bornholmske skovflora, og selv om det ikke rigtig er årstiden endnu, kan man dog se noget af den - selv midt i vinteren. Det gælder således den båå anemone, der står med friske grønne vinterblade. Men der er heller ikke mere end to måneder til, vi kan begynde at se efter de kønne blå forårsblomster. Også brombærrankerne hænger med helt friske og grønne blade, men det skyldes den milde vinter, vi hidtil har haft.

Går vi lidt længere op fra dalens nordlige side, kommer vi ind i et afvekslende højlyngslandskab med birkelunde, klippeflader, lyng og ener, og hvad der mere hører til i et sådant landskab. Karakteristisk for landskabet her er også de mange flytteblokke, hvoraf flere er både store og smukke.

Skovvæksten oven for skråningerne mod dalen er mindre frodig end på selve skråningerne. En stor del af den står på klippe. Det er egeblandingsskov, men egene har ofte karakter af egepur. Der ses anselige rene enekrat mellem skovvæksten, og et enkelt sted ses slanke ener på op til 5 meters højde, "enetappe" i fuld størrelse. Det er et spændende skovlandskab.

Men klippens overflade i sig selv er også ganske spændende. Nord for Spellingedalen over for Maegård finder man således en mindre sprækkedal, der forløber parallelt med den nævnte dal, men kun er ganske kort. Det er en køn detalje i landskabet - og sådanne detaljer er der flere af.

Den vestlige del af egeblandingsskoven langs Spellingedalen har et større indslag af birk, og skoven er i det hele taget mere massiv. Der er masser af brombærranker i skovbunden, og masser af gedeblad klynger sig til stammerne. Men også dette er naturskov. Træer vokser op, går ud og falder Sammen. På birkene røbes deres sidste stadium, når den hvide poresvamp sidder tæt op ad stammerne.

Som alle skove i højlyngens udkant er også skovene her gennemskåret af talrige stengærder, sjældnere stendiger, men de findes også.
Gærder og diger vidner om, at disse for bonden karrige områder, dog har spillet en vis rolle. Nu er deres betydning i erhvervsmæssig henseende stærkt svindende. I takt med den svindende erhvervsmæssige betydning stiger imidlertid deres betydning i rekreativ henseende. Og skønt er her!

Da jeg vandrede her for nogle dage siden stod grupper af topgræsser med små bitte vanddråber i toppene. Og fra birkegrenene blinkede lyset i dråberne. Naturen stod i den milde vinters våde skrud, men vinterdvalen var dog langt fra ubetinget.

Fuglelivet var naturligvis ikke, hvad det om sommeren er i dette landskab, men det var dog både hørligt og synligt. Skovskadernes hæse stemmer skrattede mellem træerne, og dompappens smukke fløj te tone lød ud over skovene. Små flokke af grønsiskener sås i birketræerne, hvor de tilsyneladende legede akrobater på de yderste tynde grene. Og en enkelt stæreflok på ca. 30 stykker kom helt umotiveret flyvende hen over en af de små agre mellem småskovene. Det var åbenbart en flok, der har valgt at tilbringe vinteren under vore breddegrader fremfor at rejse mod syd. Og så længe vinteren er som nu, har det vel ikke været nogen fejlagtig disposition

Trykt i Bornholms Tidende den 27. januar 1973.
Foto © Frede Kjøller: Dyndalen