LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Landskab med træer og buske 

Snæggebjerg

Mysteriet om Snæggebjerg
De gamle Østerlars-boere var fremragende stednavne magere. Der var kraft, saft og humør over de gamle navne, og man kan på en måde beklage, at mange af disse stednavne ikke er ”fine” nok mere. Mange, for eksempel navne på gamle huse og ejendomme gav virkelig kolorit over en egn. Nu er de i mange tilfælde erstattet af fantasiløse navne med -ly og -læ og -vang og -lund for kun at nævne endelserne. Og meget mere af den slags. Det er i virkeligheden en reaktion på det gamle, der er medvirkende til at nedbryde gammel bornholmsk kulturarv og måske også folkekarakter.


På Bornholm har vi ikke nogen Holger Danske i reserve, og underjordsfolkene synes at være forsvundet. Det var sådanne tanker, der for igennem mig, da jeg stod på Snæggebjerg vest for Ågård i Østerlars. Her var det også det gamle morsomme stednavn, der havde tirret min nysgerrighed. Det er opgivet i stednavnebogen (Bornholms Stednavne, København 1951), men uden kildeangiveise til navnet Snæggebjerg.
Ved forespørgsel på stedet viser det sig, at navnet er ukendt, altså gået i glemme-
bogen. Matrikelkortet fra 1879 har ikke navnet. Senere kort har det heller ikke; men i Videnskabernes Selskabs kort over Bornholm fra 1805 ses navnet Snekke høj, der ifølge kortet lå nord for Ågården, men på den vestre side af Spagerå. Det kan have været en oldtidshøj, der nu er forsvundet, det kan være sket i begyndelsen af det 19. århundrede. Nu er der ingen spor at se af den.

Hvad betyder dette bornholmske ord ”snæjggja”? Ifølge Espersens bornholmske ordbog (1908 – genoptrykt 1975) betyder ordet blæse koldt, være bidende (om luften): ”været va så snæjggjed, så de bed om ørn”.

Så går vi op på Snæggebjerg. Og så opdager man, at navnet i virkeligheden passer ganske godt, og det plejer de gamle bornholmske stednavne jo også at gøre. Set fra landevejen mellem Østerlars og Årsballe er der ganske vist ikke meget ”bjerg” at se, blandt andet fordi landevejen ligger højt i forhold til bakkens omgivelser; men kommer man fra nord ad Hjortevej, så ser det helt anderledes ud. Så ser vi her en regulær langstrakt bakke, der hæver sig op både fra øst og vest og med en stærkt skrånende nordside, der nærmest har karakter af en skrænt. Det er klippen, der danner skrænten, og det er rimeligt at antage, at den er en fortsættelse af den sydlige skrænt i sprækkedalen en lille kilometer længere østpå, hvor der er skrænt i begge sider.

Her i Snæggebjerg er det kun sydsiden af skrænten, der ligger fri, og forbindelsen til sprækkedalen i øst ses ikke. Derfor kommer bakken til at ligge isoleret og danner følgelig en selvstændig bakkeformation. Men såvel nordskrænten af Snæggebjerg som den nævnte sydskrænt i øst indgår i den sprækkedal, hvori Spageråen har sit løb.

Bakken en opdyrket bortset fra skrænten mod nord, der er ret stejl og 5-6 meter høj. Men den er ikke mere stejl, end at den er bevokset. Her står eg, almindelig røn, mange fuglekirsebærtræer, lidt ask, almindelig hyld, druehyld, bornholmsk røn, ahorn, tjørn, slåen, hindbær, brombær og nederst, hvor fugtigheden er større, en rand af pil. Her er også en frodig vegetation af bregner, stor nælde og mjødurt.

Står man øverst på bakken og ser sig omkring, ses, at der er flere lignende bakkedrag i omegnen, især mod NV, hvor landskabet præsenterer sig i lange flade kupler. En smuk landskabsform! Men ingen af bakkerne er mere anselig end den vindblæste vi står på.

Trykt i Bornholms Tidende 20. september 1980.
Foto © Frede Kjøller

Fotografiet er ikke fra Snæggebjerg.