LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Bobbeå med brus

Den skønne bugt: Salenebugten

Bornholm er formet som en firkant med lige sider. Sådan opfatter mange mennesker øens tilsnit, og sådan præsenteres den på alle mindre kort.
Men denne opfattelse af Bornholms kystlinje er ikke helt rigtig. Kystlinjen er alt andet end lige, og øen har en mængde bugter, hvoraf nogle er endda meget typisk udformede.

Som eksempler kan nævnes Sæne Bugt ved Hammeren, Oasân Bugt ved Sandvig, Salene Bugt, Balka Bugt, bugten ved Sose, Arnager Bugt osv. Naturligvis er der tale om et andet størrelsesforhold end det, vi almindeligvis arbejder med ved studiet af Danmarks-kortet. De bornholmske bugters kystlinje begrænses til nogle få kilometer, 2-4 km er almindeligt.

Den i landskabelig henseende smukkeste af dissse bugter er Salene bugten nord for Gudhjem. Den strækker sig fra Nørresand - eller rettere lidt vestligere nemlig fra lipperne ved Røverborgen - til Stevelen i Rø.

Langs med hele strækningen går en kyststi, der overalt har de dejligste omgivelser, og hvorfra man får et fuldstændigt indtryk af bugten.

Det bedste overblik og de smukkeste udsigter har man fra stien vest for Gudhjem. Den første del af stien fra Nørresand mod Salene går lige mod vest og ikke mod nord, som man umiddelbart vil forestille sig. Her går stien på klippen en snes meter over havet. Denne strækning frem til Hestestenene har vi tidligere beskæftiget os med, så den forbigås her. Fra Hestestenene bliver kystklipperne mindre fremherskende, og der er skov på begge sider af stien. Men også her har stien megen charme.

Ved Salene er kystklipperne helt forsvundet, og stien går kun få meter over havfladen. Stedet var tidligere et søgt badested og er det i nogen grad stadig, men sand er det efterhånden småt med. For at være helt korrekt, der er ikke noget. På den gamle badestrand er der nogle pletter med storkornet grus, iblandet mængder af småsten, og derudover er hele stranden dækket af store kampesten, der i øvrigt er smukt rundslebne og tildannet af havet og dets erosionsmaterialer. Imellem sådanne kampestene har Bobbeåen sit morsomme udløb.
Denne stenspredning på stranden fortsætter omtrent til Stevelen, hvor kystklipperne igen træder frem, og hvor bugten ender.

Når man har passeret åen, kommer man til et kystparti med spredt trævækst og buskvegetation, hvor der om sommeren er en dejlig flora med flere sjældne arter. Teltliggere ynder stedet om sommeren og har et dejligt sted her. Desværre synes de ikke alle at have forståelse for bevarelsen af dejligheden, thi stedet ligner en bedre losseplads med glasskår, flasker, plasticemballage osv.

Fra dette sted træder kystklinterne igen mere markeret frem, men uden at klippen ses, og skrænterne er bevokset med skov. Skovbunden er nu visse steder så grøn, at det grønne ligefrem stikker i øjnene. Det er mosserne, der er så usædvanlig livskraftige.

Skrænterne har i øvrigt dybe erosionskløfter og er bevokset med ren naturskov, hvis vigtigste elementer er ask, elm, kirsebærtræ, avnbøg, hassel og hyld. Desuden rummer bevoksningen en række andre mindre fremherskende træ- og buskformer. Eg forekommer naturligvis også, men foretrækker pladser oppe over skrænterne.

Lidt før vi når Stevelen, træder klippen frem i stejle pynter, stærkt mærket af erosionen og helt grå af lavvækster. En rågekooni med ca. 15 reder er af nyere dato på dette sted. Det er hyggeligt igen at høre rågerries forårspalaver i trækronerne. Kragerne hører man også her, hvad er at vente. I det hele taget er her en vegetation, om byder faunaen gode kår.

Det vigtigste vandløb til Salene Bugten er Bobbeåen. Åen og dens omgivelser danner et natursceneri, der er lige så storslået som bugtens. Det kan man forvisse sig om ved at betragte åløbet fra strandvejsbroen ca. 300 meter fra kystlinjen. Udsigten fra broen ned mod havet er helt usædvanlig. Den viser en bornholmsk fjeldbæk, når den er smukkest. Og den viser bornholmsk naturskov, når den er så godt som uberørt. Det gælder ikke mindst det lille stykke skov til venstre.

Men kigger man fra broen lige ned i vandløbet her, ser man plasticaffald og andet ragelse ligge og flyde. Forureningen er som en epidemi. Den trænger frem overalt. Fra broens anden side ses det største af "faldene". Men her oppe fra fornemmer man dog ikke rigtig faldet. For rigtig at få et ind tryk af det, må man helt ned vedåløbet. På skrænterne langs medåen står haslerne med lange gule rakler, der snart kan springe ud. Og en gulspurv gjorde sine første forsøg (22. februar) på forårssangen. Stemmen ville ikke rigtig lystre, men det lød dejligt alligevel.

Trykt i Bornholms Tidende den 6. marts 1971.
Foto © Frede Kjøller