LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Det glemte Salene

Salene kaldes den kystlokalitet, der ligger ved Bobbeåens udløb mellem Rø og Østerlars sogne. Åen danner skel ved udløbet. Navnets gamle form er »Salne« - det er meget gammelt, men betydningen af det er mig bekendt usikker.

Nedkørslen til Salenestranden er en ren serpentinervej, der ikke lader Gudhjem-vejen af samme navn noget efter, kun er den kortere. Så snart man er kommet nogenlunde fri af trævæksten ved vejen, har man den skønneste udsigt over det egentlige Salene-terræn med det blå hav bagved. Og kommer man i passende tid, står vejen med enkelte gule klatter af bidende ranunkel og korsblomstplanten orientalsk takkeklap, herom mere senere.

Øverst på bakken lå for år tilbage Hotel Salene. Det brændte den 19. november 1949, og af det er der kun tilbage, hvad et af stedets huse står på. Hotellet åbnede den 15. maj 1908.

Hotel Salene, postkort

Stedet var for et halvt hundrede år siden kendt for sin badestrand. Men den trækker ikke gæster mere. Derimod er der mange lystfiskere, som søger stranden her.

Det der gjorde Salene-stranden tiltrækkende, var den skønne badestrand med det lækreste hvide og rene sand. Af det er der i dag ikke spor tilbage. Stranden er i den grad renset for fint sand, at det næppe er muligt at finde en kvadrattomme med sådant sand. Salene-stranden regnedes ganske simpelt mellem øens bedste badestrande, og det var vel også derfor, at der i sin tid blev opført et stort hotel. Der kunne være så tæt med badegæster på stranden, at der dårligt var plads til flere.

Helt ufarlig var badestranden ved Salene dog ikke. Der kunne være "huller", og der kunne være strøm, når man kom lidt ud. Nu ligger hele stranden opfyldt af mere eller mindre tunge kampestene, enkelte er tonstunge - de lå der også i de glade dage, da badelivet florerede.

Mellem havstokken og kystbrinken, som havet også har været slem ved visse steder, ses et bælte med grovt grus og småsten - det er ikke just fristende at solbade på. Mængder af tang driver jævnligt ind på stranden. Edderfugle og måger holder til på vandet udenfor. Da jeg for nylig besøgte strande, lå der en snes hættemåger og underholdt med deres klagende skrigen.

kort

Midt i Salene-bugten har Bobbeåen sit udløb. Der ligger en gammel skanse dækket med med vild kørvel lige syd for, og umiddelbart efter kommer man til broen, en træbro på en primitiv stensætning, omgivet af for stedet typiske urter som sværtevæld, vandgrenet ranunkel, glat dueurt, læge bladrian, stinkende storkenæb og flere. Løgkarse ses også her.

Er det det botaniske, der har ens særlige interesse, så kommer den egentlige oplevelse dog først, når broen er passeret. Her er stien på begge sider omgivet af tæt og højt bælte af vild kørvel og orientalsk takkeklap, begge blomstrende i sidste halvdel af juni måned, kørvelen med hvide og takkeklappen med gule blomster. Det var et skønt syn at se denne blanding af hvidt og gult.

Af de to arter er det takkeklappen, der er mest interesant. Det er en korsblomstret meterhøj plante, der i Danmark betragtes som indslæbt og som er ret sjælden. På Bornholm mener botanikerne, at den er spontan, altså naturligt vildtvoksende, og her har den sit mest udbredteog mest kendte voksested ved Salene.

Svage rester af fordums herlighed i form af mindre pletter af grovt grus ses endnu nord for åens udløb. Her ses i øjeblikket et tykt lag af blåmuslingeskaller med den for de enkelte skaller 3-4 centimeters længde, der er karakteristisk for de bornholmske kyster. De ligger i et så tykt lag, at de kan skovles op. Vi har altså blåmuslinger nok i de bornholmske farvande - men de mangler de gode vækstbetingelser, som blåmuslingerne ved Vesterhavets og Kattegats kyster har.

Skovvegetationen ved Salene går meget nær på stranden, selv med ganske store træer. Det er et særligt træk ved Salene. Det kan undre lidt, fordi østenstorme formentlig kan være ubehagelige nok her. Arterne er først og fremmest elm, men også eg, ask og kirsebærtræ optræder hyppigt ligesom tjørn og vildæble.

Småfuglefaunaen er ganske rig ved Salene. Gulspurv og bogfinke sang så fornøjeligt, da jeg besøgte stedet, og der sad tykt med stæreunger i buskadserne at dømme efter den larm, de lavede. Men der træffes naturligvis mange andre arter.

En hun-solsort lå henslængt på stien med halen strittende lige op i vejret og med fjerene spilet fra hinanden og med vingerne spredt hen over stiens varme grus. Den tog solbad. Da jeg kom ind på små to meters afstand, lettede den. Det var alt, hvad jeg så af solbadere den dag ved dette gamle badested.

Der er en poetisk klang over navnet "Salene" - noget, der fører tanken hen på løvsale og højsale og den slags romantiske begreber. Og det skulle være underligt, om navnet ikke har inspireret en og anden til et lyrisk udbrud. Dog ikke forfatteren Karl M. Kofoed, der ifølge Chr. Stub-Jørgensen fortolkede navnet som opkald efter en kone, der havde en sal og derfor blev kaldt Sal-Lene. I "Jul på Bornholm" 1958 har Chr. Stub-Jørgensen nogle betragtninger over dette stednavn.

Man kan ikke beskæftige sig med Salene uden at nævne Bobbeåens nedre løb. Men denne spændende lokalitet kræver en hel omtale for sig, og den udelades her.
F. K.

Trykt i Bornholms Tidende ? 118. årgang.
Postkort udgivet af Colbergs Boghandel

© Frede Kjøller