LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"


Lykkegaard 

Lykkegård, foto fra 1978. Disse længer brændte i 1984

En gård i naturen

Af nordbornholmske naturområder i privat besiddelse er der en lang række. Et af disse er Lykkegård i Rø med tilliggender. Gårdens navn, som det staves nu, er nok en tilsnigelse. Det gamle og rygtige navn er sandsynligvis »Løkkegård« i lighed med flere andre bornholmske gårde, i alt fem, nemlig i Vestermarie, Rø, Olsker, Østerlars og Åker. Fælles for dem er, at de lå i nærheden af eller op til lyngområderne, og i landbrugsmæssig henseende var det ikke i gamle dage de bedste gårde, og det har nok ikke altid været »lykken« at være bonde på en Løkkegård.

Lykkegård eller Løkkegård?

På Hammers håndtegnede kort (1746-50) benævnes gården med navnet »Lykkegaard«. Også Thurah benytter stavemåden i sin store beskrivelse af øen Bornholm (1756). Han kan have sin oplysning fra amtmand Urne (Bornholms amtmand fra 1740), der også bruger stavemåden med y, hvad måske kan undre lidt, da Urne ellers var særdeles velorienteret om bornholmske forhold og var meget interesseret i det bornholmske sprog. Han har nok heller ikke været helt sikker, eftersom han om gården bemærker: "... skal være af Lyng indlagt eller indelukket". Det er nok en embedsmand, der ikke rigtig har fattet den bornholmske dialekt, som har fået navnet galt i halsen. Der er jo heller ikke stor forskel på den bornholmske udtale af ordene "lykke" og "løkke".

Lykkegaard

Skøn flora

Men tilbage til det nutidige. Alene den gamle gård med sit bindingsværk og da særlig gårdspladsinteriøret er et malerisk og snart sjældent syn på Bornholm. For den naturinteresserede er det dog omgivelserne, der mest falder i øjnene. Her er idylliske mark- og skovveje, dejlige udsigter over et kuperet og skovklædt landskab med markfelter imellem. Her trives udmarkens skønne sommerflora til overflod, og fuglesangen høres højsommeren igennem. Her er kort sagt skønt! Imellem klipper og krat ses gamle markfelter, der nu nærmest har karakter af tørenge med en rig flora: hvide okseøjer, rødkløver, perikon, gul snerre, muse vikke, knopurt, blåhat, brunelle, kællingetand, agermåne, gulaks, flejlsgræs osv. osv. Det er midsommerfloraen! Og så har forårsfloraen ikke været ringere.

Over blomsterrnarkerne flagrer i solskinnet talrige dagsommerfugle: randøjer, takvinger og blåfugle. Her er miljøskaderne endnu ikke blevet synderlig mærkbare. Især var der mange græs randøjer; de ligefrem sværmede op for foden af en, når man gik der. Havesangere og gulspurve sang ihærdigt endnu i midten af juli. Gulspurven er ret talrig, et tegn på, at heller ikke dens biotoper, dvs. levesteder, er særlig miljøskadede her.

Egen er en vigtig bestanddel af krat- og naturskovene her, i bunden godt spækket med gedeblad og brombærbuskads. Og hvor der er lyse pletter i krattene, står ørnebregnerne.

Naturen

Nord for gården er der åbne udsigter mod Rutsker Højlynd og Højlyngens fortsættelse ind over Rø- og Olsker grænsen med lergravene ved Slettevej liggende foran. En tilhugget sten ved markvejen nord om gården bærer årstallet 1928.

Syd for gården løber Møllegårdsbækken i en en dalslugt, der er mere eller mindre dækket af naturskov med el og ask. Mjødurt og feber nellikerod vokser frodigt omkring bækken og danner tætte bevoksninger i dalbunden. De sydlige åbrinker er stærkt skrånende og bevokset med bl.a. avnbøg og hassel.

Bækken har sit udspring i Krashave i Klemensker, hvor den afvander en række moser, begyndende med en mose nord for Lille Krashavegård. Her kommer den meget nær vandskellet til Baste å, som løber godt 200 meter nord for. På sin vej videre mod øst afvander Møllegårdsbækken flere mindre moser, derefter den store Kras mose og endelig Laris myr med omkringliggende mosedrag, hvorfra den køber igennem den nordlige del af Rutsker Plantage.

Vandmøller

Kraftige stensatte jordvolde og stensætninger ved åløbet syd for gården vidner om, at her har stået en vandmølle. Mølledammen ses endnu, dog uden vand. Den ligger vest for møllestedet. Bækken har i ældre tid haft to vandmøller. Den ene lå ved Møllegård, den anden her. Det er derfor logisk, at det gamle navn på bækken var "Møllebæk". Og sådan set er det også logisk, at den nu kaldes Møllegårds bæk, for der jo ingen møller mere. Hvornår disse små møllerier er ophørt at fungere, vides ikke. Men i 1814, da U. Salchow skrev sin "Militærbeskrivelse over Øen Bornholm" eksisterede de i alt fald. Fra begge sider af bækken fører en gammel hulvej ned til møllestedet.

Slåenkrat ses stedvis i skovbrynet, og det er kønt om foråret. I midsommeren er det hybenroserne og kaprifoliernes tunge blomsterklynger, der sætter præg over det åbne krat.

Terrænet vest for gården præges af træbevoksede "kuller", beliggende midt i de dyrkede marker. Granitunderlaget fornægter sig ikke her. Øst for gården vokser skov, blandt andet granskov. Også her ses stedvis klippe.

Lykkegård er et godt eksempel på "en gård i naturen", som vi kan finde det her på øen, hvor vi dog har enkelte andre med lignende beliggenhed. Disse gårde var ikke særlig attraktive for hundrede år siden. Men nu, når hyldene blomstrer og kaprifolierne spreder deres tunge duft, så får man et andet syn på dem!

F. K.

Trykt i Bornholms Tidende 19. august 1978.
Foto © Frede Kjøller