LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Randkløveskåret, foto af Frede Kjøller

Randkløve – og egnen omkring

Randkløveskår er et af de trestjernede steder i den bornholmske turistlitteratur. Og det er også et meget ejendommeligt sted og en mærkelig formation, denne meget anselige revne i grundfjeldet, der i modsætning til de fleste andre spaltninger i det bornholmske grundfjeld ikke løber ud mod havet, men parallelt med kystlinjen.

I  daglig tale dækker stednavnet Randkløve en hel egn, hvori indgår en hel række huse, tre gårde (Randkløvegårdene) samt skov- og kystområder. Man bruger ganske simpelt ud.rykket ”i Randkløve”. Og hermed menes egnen.

Egnen er stort set et anseligt bakkedrag, der i syd begrænses af Ypnastedbakken og i nord af Saltunabakken. Disse to bakker hører mellem de længste og drøjeste bakker i det bornholmske vejnet. Militærhistorikeren U. Salchow taler om Randkløvebjerget, og det er ikke helt galt. Andre forfattere taler om en klippeodde, og det er heller ikke ved siden af, for står man oven for skåret og ser ud over kystlandskabet, bemærker man, at lokaliteten udgør et lille fremspring i kystlinjen, og dette vil man også bemærke ved at se på et større kort. Der er Randkløveskoven, der er Randkløvebækken, og der er Randkløveklipperne, alt ligger det inden for Randkløvebakkens område.

Men den egentlige oprindelse til dette mylder af stednavne er den mærkelige spalte i klippen: Randkløveskåret. Der er tre egentlige adgangsveje til Randkløveskår. Den ene går fra hotellet. De to andre henholdsvis ad kysten fra Ypnasted eller fra Saltuna, og disse to stræk er omtrent lige lange. Personlig synes jeg, at strækningen fra Ypnasted til skåret er den kønneste, det er ganske simpelt en af de kønneste kyststier vi har på Bornholm, men absolut ikke den mest trafikerede; der er ingen rigtige badesteder på strækningen med mindre man bader fra klipperne. Endelig er strækningen jo også ret lang, 3-4 km fra Ypnasted til Saltuna, og det kan være trættende at gå så langt når man skal op og ned ad bakke i en uendelighed, for det slipper man ikke for.

Naturligvis knytter der sig en mængde historier og sagn til et så mærkeligt sted som Randkløveskår og dets omegn. En af de mærkeligste er sagnet om Karens Holl eller Karnas Holl. Dette skal jeg komme tilbage til ved en senere lejlighed.

Fra kyststien går en sti ned til skåret. Så vidt jeg ved, er stiens forløb ændret lidt, tidligere var det vanskeligere at passere. J. P. Kuhre fortækker, at her, hvor klipper og træer på en gang indsnævrer stien så stærkt, at man må kante sig sidelæns igennem denne passage. Her skal efter overleveringen en præst have sat sig fast og måtte tilbringe flere dage, før der kom hjælp til og befriede ham, og passet fik derefter navne  Præsteklemmen.

Vandrer man herfra ad kyststien mod øst  kommer man til en mærkelig naturhavn, Askehavn, nu bedre kendt som Haraldshavn. Og nu citerer jeg igen J. P. Kuhres beretninger fra ca. 1932:

Askehavn har i de senere år været brugt som anlægsplads for en motorbåd, der i turisttiden løber mellem denne havn og Gudhjem. Her ligger Søgård på havbakkerne, og én af de opfindsomme Søgårds-sønner er det, der har fået idéen til denne smukke fart.

Havnen ligger på Sjøgårds grund, og sønnerne har det som faderen i sin tid – ”sjøfar” blev han gerne kaldt – og gården var dem ikke nok, der skal sysles med mange andre ting, særlig det, der kunne øge gårdens evne til at forrente sig, skulle prøves.

Og gamle Sjøfar var en kolg og dygtig mand, der bl.a. udførte et overrislingssystem for sine enge, der var kendt viden om, og hvor den tilfældige beskuer uvilkårligt fik det indtryk, at vandet løb opad. Dette var selvfølgelig øjenforblændelse; men systemet var snildt fundet på.

Forsøg blev gjort på alle områder, hvor vind og vand kunne tages i brug som trækkraft. Forbedringer opfandtes til de forskellige maskiner fra tærskemaskiner, svikmøller til dobbelttrykpumper og ”Rånsklævasmeddijn”, der også var noget af en kunstner i sit fag, hjalp ham troligt til rette, hvor fagkundskab var nødvendig.

Fra strandstien løber i nærheden af Askehavn en sænkning eller spalte, i hvis bund en lille bæk snor sig. Denne sænkning bærer navnet ”Krokkerænjan”, og strækker sig et kort stykke ind i landet mod syd. Navnets oprindelse kendes ikke. Der ligger i skovkanten en gammel hytte, der tidligere gav husly for daglejere på Søgård; men som nu er ophøjet til den kendte Bornholms-kunstmaler Jonsens palads.

Fortsætter vi videre ad den påbegyndte rute, træffer vi igen øst for Sjøgårijn en bæk, ”Karlshauabækkjinj”. Heller ikke her kender man navnets oprindelse; men der er dog stor mulighed for , at her i sin tid har været en løkke, hvor kalve og ungkreaturer har haft deres gang, og som rimeligvis er blevet nævnt Kalla hauanj. Det ligger da nær, at bækken, der løber herigennem får navn derefter; men da det er svært at sige Kalla Hauabækkjinj, har man på ganske naturlig måde forkortet navnet til Kalshauabækkjinj.

Få meter ude i vandet lige til venstre for bækkens udløb ligger Mågesjæred, hvorpå mågerne plejer at hvile sig og holde rådslagning.

Og så er vi nået til Ypnasted, et af Bornholms mindste lejer, hvor havnen kun udgør en mole. Lidt ude i havneløbet ligger to store sten, Stora å lijla Soda, som fiskerne ved ud- og indsejling må give aft på, at de ikke løber bådene op på dem. De er dog, for hvem  der er stedkendt, kun farlige i uroligt vejr.

Dette er uddrag af ældre beretninger. Stort set holder beskrivelserne stik den dag i dag.

Trykt i Bornholms Tidende den 4, september, 1982.
Foto © Frede Kjøller: Randkløveskåret.