LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Ølene mosen

Våde landskaber i Ølene

De store mængder af nedbør, der er faldet i efteråret og vinteren indtil nu, har bevirket at jorden har svært ved at opsuge vandet. Og bare det, at der kommer en mindre regnbyge, er nok til, at der kommer til at stå vandsamlinger og småsøer på marker og lavninger i landskaberne.

Jordoverfladen er mættet med vand, og denne mætning rækker nok et godt stykke ned nu. Det er godt for grundvandstilgangen. I moserne er situationen tilsvarende. De ligger fyldt til randen med vand og mere til. I Ølene dækker vandet for øjeblikket store dele af engene, fugletårnet står omgivet af vand, buskadserne ved mosen står i vand, og mange af de træer, fyrretræer for eksempel, der er vokset op på engene, står i vand. Det behøver man ikke at beklage, da træernes indvandring på engene ikke er særlig ønskelig, og vandkure af denne slags kan næppe undgå at modvirke deres fremtræden kendeligt.

Men mosen er uendelig køn en stille og klar vinterdag, når alt sopper i vand. Træer og strå spejler sig i vandet, lysreflekserne springer hid og did på vandfladerne, når man går mod sollyset, hvis styrke allerede er mærkbart tiltaget i løbet af de sidste fjorten dage. Morsomt nok står mange af planterne på engfladerne under vandet med grønne blade, de ligesom strækker sig opad mod lyset i det element, de strengt taget ikke rigtig er indrettet til.

Men sådan vil vi ikke se mosen hele vinteren igennem. Der kommer dage og måske nætter med frost, som vi da også har set det; vandet dækkes af is, og alt det grønne, man kunne se under vandfladen, ses under isen, hvor da ikke en lille sænkning af vandstanden har frembragt luftblærer der lukker for videre iagttagelser. Luftblærerne i isen tegner mange kønne mønstre eftersom lyset spiller i dem. Hvor der fra jordbunder er steget luftbobler op, er der dannet blærer i isen, og disse ses som større eller mindre hvide kugler. Hvor isen er klar og gennemsigtig, ser man stadig de grønne blade af græsser, siv, ranunkel, kær tidsel og flere.

Langs med mosebredden ligger bræmmer af brunt opskyllet plantemateriale. Det er avner og lignenede fra de talrige sivplanter og store græsser i mosen, der skylles ind på mosebredden.

Med sit islag er moseområdet stadig lige skønt. De mange grupper af birk og pil giver afveksling i landskabet. Hegnspælene omkring de omfattende sivskove bryder dekorativt de vandrette linier, og de mange kampesten, der rager op over vandfladerne, tæt bevokset med laver og mosser, medvirker til indtrykket af oprindelig natur.

Dominerende plante i sivskoven er halvgræsset avneknippe. Det 1-1½ meter høje græs synes at have gode vækstmuligeheder her, hvor det for få år siden kun optrådte spredt og blev fremvist som den sjældenhed, den i floraen opgives at være. Nu dækker den desværre alt for store dele af engfladerne, og med den udbredelse, den har nu, kan den næppe siges at være nogen gevinst for Ølene.

Den rigelige vandmængde i mosen giver sig naturligvis også til kende i åløbet, begyndelsen til Øleå. Vandet strømmer af sted i en strid kraftig strøm med lange grønne græsagtige blade fra sumpplanter bølgende i strømmen og med tætte klumper af mørkgrønne bevoksninger af vandranunkel, der er nedsunket i vandet. Men vandet er krystalklart og tilsyneladende uden spor af forurening. Ikke en skumplet af sulfo eller andet er at se.

Af dyreliv er der ikke meget at se i Ølene, når først isen har lagt sit låg over vandet. Umiddelbart før jeg kom til mosen lettede ca. 50 vildgæs fra mosen. Bestemmelsen var ikke mulig straks. Det viste sig senere at være blisgæs. Men den tidligere ret sjældne blisgås trækker normalt i oktober. Den seneste iagttagelsesdato for blisgæs på træk, opgivet i ”Bornholms fugle”, er den 4. november. Og nu ser vi dem midt i januar. Kører fuglene da helt rundt i almanakken i år?

Det kunne også en anden iagttagelse i Ølene tyde på. Hele efteråret har en trane holdt til i moseområdets vestlige del. Og endnu, da dette skrives (22. januar), er den der. Den plejer at fouragere på markerne mellem Mønstergård og mosen. Den skulle for længst have været i Afrika. Det må antages, at den har været vingeskadet eller har haft en anden skade, så den ikke har kunnet følge med på efterårstrækket. Nu kan den i alt fald flyve. I det milde efterår har den ikke haft noget besvær med at finde føde. Men hvordan vil det gå, hvis det bliver rigtig vinter, og markerne og mosebunden fryser til?

Jeg har tidligere omtalt  januar måned som en i ornitologisk henseende lidt død måned, når undtages kysterne. Og det er da også det normale, eller har i alt fald hidtil været det. Men det udelukker  jo ikke, at der alligevel kan blive mærkelige ting at se. Som i dette års januar. Skal man finde en forklaring på dette, må den nok søges i de vejrforhold, der har hersket.

Trykt i Bornholms Tidende den 4. februar 1978
Foto © Frede Kjøller