LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Holkadalen

Holkadalen ved Gudhjem adskiller sig fra alle andre bornholmske sprækkedale ved at være den eneste, der munder ud i en by. Og i det almindelige omdømme er den så nær knyttet til denne by, at den opfattes som en særlig Gudhjem lokalitet.

Skal Holkadalen ses ud fra en rent geologisk vurdering, rækker den imidlertid et godt stykke uden for Gudhjem. På kort fra Danmarks geologiske undersøgelse, hvor sprækkedalene er indtegnede, ses Holkadalens øverste dalstrøg at begynde lige nord for Lehnsgård i Østerlars. Dette dalstrøg synes efter kortet at fortsætte i sydvestlig retning, til det i en spids vinkel støder sammen med Søndre Borgdal lige øst for Brommevejen med en "keddel" i vinkelen, hvor der i istiden har ligget en sø.

Dalstrøget nord for Lehnsgård er kraftigt formet, og det synes at have en naturlig forbindelse med den nordlige skrænt vestover i Sigtedalen, når det betragtes fra bakken nord for gården.

Østover er dalstrøget tydeligt markeret indtil nordsiden af Lehnsbjerg. Men nord for Toft, hvor dalen ifølge det nævnte undergrundskort skulle fortsætte mod øst, er den ikke mere synlig i landskabet. Tvært imod! Der ligger ligefrem en "knajl", hvor dalen ifølge kortet skulle ligge. Står man ved Hallegård, ses det, at der er klippe iden, hvad dog ikke udelukker, at "sprækken" i klippen stadig kan være der, selvom man let kan få sin tvivl.

Ved Hallegård bliver dalen igen markeret og fortsætter herfra mod Gudhjem under sit egentlig navn: Holke- eller Holkadalen. Stednavnet "Holkadalen" er formentlig af lidt ældre dato, selv om det først optræder på generalstabens kort fra 1886. Men det er næppe ældgammelt!. Holkadalen er i ældre tid ganske simpelt benævnt "I dalen". Sådan var stedsbetegnelsen ialtfald for den gamle "Gudhjem Præstegård". (Zangenberg: Gamle præstegårde. København 1932.)

"Holke" eller "Holka" er en afledning af navneordet "holk", der er af skånsk oprindelse ifølge Ordbog over det danske sprog, og betyder hulning eller sænkning.

Fra Hallegård ses klippen stedvis i begge sider; men skrænthøjden er ringe. Den tiltager efterhånden som man kommer længere ned. En slugt, der begynder lige syd for gården, løber ud i dalen lidt længere nede, og dalen har i det hele taget et uberørt og skønt udseende på dette sted, uden skæmmende indgreb af nogen slags. Pletvis små bevoksninger af naturskov og lave klippepartier ligger afvekslende mellem hinanden, omgivet af kultiverede markflader. Men dalbunden er fugtig. En kampestenssat brønd vidner om, at man i ældre tid har udnyttet vandrigdommen. Den er et smukt minde om de gamle tider.

Lidt længere nede er dalen i nogen grad blokeret af bebyggelse ligesom den hastigt voksende bydel omkring Duebakken gør sig gældende i landskabet. Men når "blokeringen" er passeret, er vi nede i den del af dalen, der udgør den af de fleste bornholmere kendte Holkadal. Den begrænses i nogen grad af Holkabroen, der vel ikke kan kaldes noget smukt bygningsværk; men det sløres dog noget af træer, når det ses vest fra, og de høje piller harmonerer så nogenlunde med de slanke og høje træstammer.

Her har for år tilbage været festplads med karrusel og boder, men pladsen benyttes stadig for eksempel til afholdsmøder, ligesom der opføres dialektkomedier på stedet. En skønnere festplads skal man lede længe efter.

I den søndre side af festpladsen ses en kraftigt markeret slugt. Det er "Holkarenden", det mest storslåede parti i hele Holkadalen. Vi vil følge den oppe fra og ned og gør det lettest ved fra gaden "Malkestien" at følge en i begyndelsen cementeret sti. Vi har straks klippe på begge sider; klippen danner den smalle slugt med træer og buske og anden naturlig klippevegetation. Grønne mosser, almindelig radeløv, græs og urter beklæder klippesiderne, og er man kommet helt ind i slugten, fornemmer man ikke, at man befinder sig midt i en bymæssig bebyggelse, med mindre man får øje på alskens affald, papir, plastik samt cementdæksler og nedløbsrør. Man burde behandle et sådan stykke natur med lidt større respekt!

Holkarenden er anseeligst helt nede, klippevæggene er smukke og trævæksten ligeså. Her finder vi i højre side af renden "Holkahesten", en stor fritliggende sten, der har en vis lighed med en hest. Tidligere lå den noget højere oppe, men for omkring en snes år siden prøvede man at rejse stenen - det var samtidig med, at man rejste de faldne Hestestene ude ved kysten. Rejsningen lykkedes imidlertid ikke; men man fik knækket bagbenene på hesten. Nu ligger stenen stadig på siden med hoved og forben nedad.

Holkarenden er nok det smukkeste ved Holkadalen. Den har fået sin litterære kærlighedserklæring i P. Møllers "Borrijnholmarrijn", 1930. Her får vi også noget at vide om Holkahæsten va forræsten én me longa Ørn; hân va grå som Toggan, styjgja Bælla slogg hân... osv.

Trykt i Bornholms Tidende 8.3. 1975

© Frede Kjøller