LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Hammeren: et smykke i det bornholmske landskab

Der sker immervæk noget på Hammeren, et af de 3-stjernede klenodier i det bornholmske landskab. Noget godt, andet kan diskuteres.

Men aldrig bliver man træt af dette landskab, der får sin farve fra himlen, havet og de af ustyrlig vegetation dækkede flader, der er slebne af istidens vældige gletsjere.

I en af påskedagene startede jeg fra Hammerhavnen og væltede mig ud i det vilde, fulgte kystlinien under de store bunker af sand eller stenmel, der stammer fra Hammerværket, og som man nu er i fuld gang med at fjerne. Sandet ligger i to terasser. Man kan gå lige ud til brinken i øverste terasse.

Kystlinien fulgte jeg endnu et stykke efter sandaflejringerne langs med et mere eller mindre ødelagt tipvognsspor, der ender ved et brud, det nordligste spor af stenbrydning umiddelbart ved kysten. Her gik jeg op til skråningen til en lille sti, der går ud til skrænten og følger denne. Skråningens planter er ved at skyde! Små grønne bladrosetter ses overalt, flankeret af frøstandere fra sidste år samt af græs, lyng og små enepur. Det er natur så uberørt af menneskehænder, som vi kun få steder finder den på Bornholm.

Ikke langt fra dette sted går Hammerstien, hvorfra man kan gå lige ind i det sidste sommer brandhærgede område. De svedne træer og buske er omhyggeligt skåret af ved roden. Der er ryddet "pænt op". At se et stykke natur fungere på naturlig vis kan ikke lade sig gøre mere. Jeg havde faktisk glædet mig til at se, hvordan naturen selv ville reagere på branden.

Vi skal passe på, at vi ikke friserer for meget i naturområderne. Og slet ikke på Hammeren. Det er ingen park! En brand som den, der her er tale om, er i virkeligheden en naturlig ting. Sådanne brande forekommer til stadighed i tropiske skov- og steppeområder. Som det brandhærgede landskab på Hammeren ligger nu, er det yderst spændende og ikke mindre storslået, end det var før. At man også kommer lettere omkring er en sag for sig.

Fra fyrvejen synes et kørespor at være anlagt ned gennem slugten ved Sandhammeren med påfyldt grus. Jamen dog - til hvad? Jeg betragter Hammeren som et 3-stjernet fredet område, og så må det vel være fredet for alle parter. Charmen ved Hammer-naturen er jo netop, at her kan man vandre omkring i et så nogenlunde naturligt landskab med masser af stier, der er fremkommet på naturlig vis, nemlig ved at nogen har gået der.

Hammerens natur bør bevares bedst muligt, og den bør ikke inficeres med mere "turist-service" en højst nødvendigt. Allerede nu er der for meget af skilte, stolper, hegn og mere af den slags. Tager disse forskellige indretninger overhånd, forsvinder det umiddelbare, indtrykket af det naturlige og uberørte.

Just nu er Hammeren et i ornitologisk henseende aktuelt sted. Her samles en stor del af de fugle, der om foråret trækker over Bornholm for at tage en sidste tur over åbent hav, inden de når de norligere ynglesteder i Skandinavien. Det er ikke helt få iagttagelser af sjældne arter, der er gjort her i årenes løb, under forårstrækket der kan følges fra sidst i marts til et godt stykke ind i maj.

Men for iagttagelser af de tidlige forårsplanter er Hammeren ikke stedet. En lang række af de for Bornholm typiske forårsblomster ses ikke her eller i hvert fald kun fåtalligt. Det gælder planter som blå anemone, storblomstret kodriver, gul anemone og flere. Klimaet er for barsk og jordbunden vel også for mager.

Derimod er betingelserne for sommerfloraen bedre. I sommertiden er Hammeren et helt fortræffeligt område for botanikeren med mulighed for fund af mange sjældne arter. Især de sydvendte skråninger på Hammerens vestside har en rig flora. Det er klart, at når en stor flade, som sket er, ryddes ved ild, så får det følger - for en tid. Såvel fauna som en del af floraen bliver forvist for en tid. Men også kun for en tid. Naturen fornyer sig. Og den gør det ofte hurtigt.



Trykt i Bornholms Tidende 24. april 1976.
© Frede Kjøller