LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Vandløb

»Denahajlana«

I 1979 blev der afsagt kendelse om fredning af Gyldensåen med tilgrænsende arealer. Når denne fredning kom i stand, skyldtes det ønsket om at beskytte de betydelige landskabelige værdier, der knytter sig til dalstrøget, som Gyldensåen flyder i og naturligvis også de specielle naturvidenskabelige interesser, der knytter sig til lokaliteten.

Fredningen blev ret omfattende, idet den ikke alene omfatter selve Gyldensåen, men også en strækning længere vest på med Gyldensåens vigtigste tilløb, som her kaldes Rakkerå. Den er med sine omgivelser fredet mod vest til og med det område, der kaldes »Denahajlana«. Kun dele, nemlig den nederste trediedel af den fredede ådal, er fuldt tilgængelig for offentligheden.

Det er lokaliteten »Denahajlana«, vi her vil se lidt på. Det er en del i tilknytning til Rakkeråen (et navn, den har fået, fordi den førte forbi det sted, der i ældre tid hed »Rakkaraløkkjan«), der ligger lige syd for Østermarie skole i en strækning på cirka en halv kilometer.

Ved »hajla« forstår vi horisontale klippeflader, der hæver sig lidt over det omgivende terræn. Af den slags har vi mange på Bornholm. Forstavelsen »dena« (degne) skyldes et andet stednavn »Denaskolan« (Degneskolen), der er navnet på den tidligere skole, som ligger umiddelbart øst for området, men blev nedlagt som skole i 1908.

Stenbro

Om Rakkeråen, der er Gyldensåens hovedløb, skal det endnu oplyses, at den afvander den østligste del af Almindingen med et af udspringene omkring Røverkæret og en anden i Aløseområdet. De to løb finder sammen lige uden for Almindingsgærdet, og Rakkeråen fortsætter så gennem Lyngen (Ny Sverrig) mod Anebro, hvorfra åløbet kaldes Gyldenså.

Denahajlana er i tilsnit og opbygning en typisk klippeløkke, men uden den historiske baggrund, der gælder for gårdløkkerne, hvis brug går længere tilbage, end vi har rede på. Bebyggelsen omkring Denahajlana er af så forholdsvis ny dato, at de som løkker betragtet næppe er særlig gamle. I dag er de imidlertid stærkt præget af kvægdrift. Grundfjeldet ligger som underlag i hele området, og stedvis stiger det op som »barklippe«, altså uden vegetation. Men de fleste steder er der et mere eller mindre tykt jordlag, der tillader vegetation, buskvækst og endda vækst af større træer.

I den vestlige del af området er buskvæksten fremherskende med et udbredt krat af slåen, der er stærkt påvirket af løsgående kvæg. Dertil udgør enen et smukt og karakteristisk træk. Hindbærkrat optræder, og der er rig vegetation af forskellige buskarter, for eksempel benved, hvis kønne frugter er et meget pynteligt indslag i efterårsbilledet her. Desuden står her tjørn, hyben buske, gedeblad og flere andre arter, jævnlig voksende i grupper, for eksempel med en hybenbusk eller en anden busk eller et træ anbragt midt i en enegruppe, noget der forekommer ved, at det græssende kvæg går uden om den stikkende samling buske. Og hvor dyrene hele tiden går, holder de nyvæksten nede bortset fra disse urter.

Trævæksten er spredt, men ellers lige så blandet. Det er ask, enkelte ege, oftest af den fortrykte type, røn, mængder af vildtvoksende kirsebærtræer, vild æble osv. De sidste to er skønne indslag i naturen her i deres blomstringstid. Langs med vandløbet Rakkeråen, som udgør den nordlige begrænsning af området, har vegetationen en lidt anden karakter. Her optræder elletræer og urter, der kræver vand i modsætning til klippeløkkens tørbundsplanter.

Hist og her står en enkelt rødgran; men de fleste steder er der så langt imellem dem, at de kun bevirker et dekorativt indslag. I den østlige del af Denahajlana er trævæksten mere fremherskende og danner blandingsskov hovedsagelig bestående af ask. Her ses om foråret skovbund med rig skovbundsflora af hvid anemone og følgearten gul anemone, viol, vorterod, hulkravet kodriver, skovsyre, tyndasket gøgeurt, nyrebladet ranunkel og flere. Men også her stikker granitfjeldet frem mange steder.

En række gamle stenbroer fører over Gyldensåen og dens tilløb. Her i Denahajlana ligger »Fårebroen« (ikke at forveksle med Fårebroen ved Gadebygård). Historiske oplysninger om denne bro har det ikke været muligt at opdrive. Det er dog ikke sandsynligt, at den hører til de ældste, da nogle af overliggerne bærer tydelige spor af at være sprængt. I mange andre gamle stenbroer er der kun brugt rene kampestene, og der er ingen tvivl om, at mange af de bautastene, der tidligere stod i det bornholmske landskab er endt som overliggere over stenbroer.

Cirka et halvt hundrede meter nord eller nordøst for broen lå der i 1870'erne et hus. Heller ikke af dette hus har jeg historiske efterretninger; men broen kan have haft en vis forbindelse med dette hus. Som broen ligger nu, er den stærkt beskadiget, sidst er det sket ved, at et stort træ ved broen er styrtet med løftning af hele sit rodsystem under efterårsorkanen i 1981. Selvom broen ingen større betydning har, bør den sættes i stand som et minde fra svundne tider. Sådanne minder har vi ikke flere af, end at vi bør passe på dem, vi har.

Hele området har en ikke ringe ornitologisk værdi. Den blandede bevoksning af buske og træer udgør fortrinsvis biotoper, og ikke alene småfugle; men også rovfugle har tilhold her. Specielt er Denahajlana et udmærket nattergale-terræn, fordi Rakkeråen løber igennem. Foråret igennem kan nattergalens sang i aftenskumringen høres helt op til Østermarie by.

Trykt i Bornholms Tidende den 12 juni 1982
Foto © Frede Kjøller - desværre kun kopier af avis-udgave.