LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Dynddalen - vandfald

Døndalen: Seværdigheder omkring et vandfald

Folk valfarter til Døndalen foråret og sommeren igennem. Det er ikke så mærkeligt, for det er en af vore skønneste dale. Man går op til vandfaldet for at se på det, skønt der oftest er meget lidt at se om sommeren, fordi der kun er lidt vand i åen.

Denne artikel er skrevet i december 1980, og fortæller om bevoksning ved vandfaldet.

Elmetræets opførsel i det bornholmske klippeterræn er ofte helt speciel. Man ser elmetræer, der har skaffet sig plads på lodrette klippevægge. Da er forklaringen naturligvis den, at træet har fået rodsystemet ind i en revne, hvorfra det så forgrener sig til andre steder, hvor der er mulighed for optagelse af det livgivende vand.

Men i Døndalen på klippevæggen ved det gamle kildekalkbrud ses et ganske stort elmetræ et par meter neden for skrænten af den lodrette klippevæg, og den klippevæg har ingen revner, som træet har kunnet sætte rødderne i. Det hænger ganske simpelt på dette sted, det hænger i rodsystemet. Efter en krumning ved stammens fod, går to stammer lodret til vejrs. De hængende rødder der bærer træet, går op over klippekanten og langs med klippesiden op til eller frem til jordlag, hvor de tykke rodstammer får jordforbindelse. Altså: Ophængt elmetræ!

Elmetræet er et livskraftigt træ, der forstår at klare sig under vanskelige forhold. Det er også det træ, der oftest optraelig;der på lignende måde, som her anført, men det er absolut ikke det eneste, der optræder sådan. Egetræet og asken ses jævnligt på samme måde. Rønnen og det vilde kirsebærtræ ligeledes.

Det omtalte kildekalkbrud har været benyttet tidligere; men der hentes ikke mere kildekalk her. Den blev benyttet som gødningskalk. Faste stykker af kildekalk ses endnu ved skovvejen ved bruddet. Kildekalken er en af specialiteterne i Døndalen; den findes ikke så mange steder på Bornholm, selvom der er flere kendte forekomster, således ved Risegård i Aker, Røbjerg i Nyker, ved Bagå og ved Helvedeshuler vest for Torpe Bakker.

Folk valfarter til Døndalen foråret og sommeren igennem. Det er ikke så mærkeligt, for det er en af vore skønneste dale. Man går op til vandfaldet for at se på det, skønt der oftest er meget lidt at se om sommeren, fordi der kun er lidt vand i åen. Men der er vand i de bornholmske vandløb nu, så meget, at der ikke er plads til stort mere. Og det er nu, man skal se Døndalens vandfald. Men nu, hvor det er værd at se, kommer der meget få.

Det er et smukt vandfald, som det ses just nu. Skummende og kridhvidt vælter Døndaleåens vand sig ned over klippeskrænten ned i den "gryde", som faldet ligger i. Og skummende og hvidt fortsætter det efter faldets tvedelte løb over klipper og sten, til de to løb samles igen ved udgangen af gryden. Kommer man fra P-pladsen ved strandvejen, ser man åen som en bred hvid stribe op igennem hele dalen. Og dog er vandet alt andet end hvidt; det er nærmest brunt, hvad man kan overbevise sig om ved at gå nærmere på. Det er jord- og lermasser, som markvandet fører med sig, der farver vandet.

Omkring vandfaldet og over alt i den gryde, faldet vælter ned i, ses mængder af planten "skavgræs". Det er dog trods navnet ikke noget græs, men en padderokke, og en sådan ligner den også; men den er ikke så køn som flere andre af vore padderok arter; den er heller ikke så almindelig. På Bornholm har vi kun gode bevoksninger nogle få steder for eksempel i Almindingen omkring Rømersminde, hvor den er talrig lige som her ved vandfaldet i Døndalen, hvor forholdene passer den udmærket. Det er en plante, der holder til ved kildevæld og som også holder af kalk. Den bliver op til en halv meter høj og har nogle små uanseelige aks. Stænglerne står friske vinteren igennem med en bleggrøn lidt kedelig farve og med sortrandede skeder. Den hører altså til de planter, der holder den overjordiske del i live om vinteren. Det er den eneste af vore padderokker, der har den egenskab. Endnu en ting kan fremhæves ved skavgræsset: Det har et usædvanligt stort indhold af kiselsyre, så meget, at det ligefrem knækker i det, når planten boslash;jes. Det er en egenskab, der tidligere gjorde det anvendeligt til forskellige poleringsarbejder.

Der er dog andre vintergrønne planter i Døndalen, således den almindelige guldnælde eller "barsvælg", en af vore almindeligste forårsplanter. Den har overvintrende skud med grønne blade, der er isprængt store hvide pletter på oversiden. Undersiden er rødlig. Det er plantens overvintringsadfærd, og de nævnte udfarvninger har formentlig noget at gøre med dens modstandsevne over for vinterklimaet. Det er de kønneste blade, man finder i skovbunden på denne årstid.

Det vil være rimeligt at gøre opmærksom på af hensyn til folk, der kunne finde på at aflægge Døndalen et besøg nu, at stier og skovveje i dalen ligger i én stor pløre, her som i alle andre dale. Der er ikke alene vand i åen og i vandfaldet, men også alle mulige andre steder. Støvler, der ikke er for gode til at pløres til, er at anbefale her. Idyllen - når dalen har denne side udad - bliver jo ikke mindre af, at der er vådt. Da der ligger meget vådt løv fra efteråret, og stierne er lerede, kan der også være forræderisk glat.

En fiskerhejre kom på brede vinger sejlende op gennem dalen, da jeg gik der. Den slog sig ned i åen. Det var et flot syn! Det er almindeligt, at hejrer slår sig ned i vandløbene; men det er første gang, jeg ser det i Døndalen. Selvom jeg var et par hundrede meter borte, opdagede den mig alligevel og fløj igen. Fiskehejren er en meget årvågen fugl!

Trykt i Bornholms Tidende den 27. december 1980.
Foto © Frede Kjøller: Døndalen: vandfaldet.
Frede Kjøller har i sin artikel brugt navnet "Dynddalen". I "Bornholms stednavne", 1950, gøres rede for brugen af Dyndal, Dynddal, Dynddale, Døndal. Både dyn, dynr, døn henviser sandsynligvis til drøn fra fossen i dalen. Notat: Sigrid Kjøller.