LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Anebro og Grånakke

Å løben gennem skoven

En af de sidste bornholmske fredningssager drejer sig om Gyldenså i Østermarie. Den har sit fjerneste udspring i den østlige del af Almindingen, og det er sognets mest markante vandløb.

Det har under sit løb mod havet syd for Bølshavn flere særlig naturskønne stræk. Et af disse er strækningen fra Anebro til Grånakke. Anebro er broen på den gamle vej til Gadeby, der nu hedder Ølenevej. Navnet Anebro formodes at komme af fuglenavnet and. Men det har man intet bevis for; det kan også komme af kvindenavnet Ane.

Fra Anebro løber åen i sit naturlige leje i en slugt, overgroet med store træer, ask, el og ahorn, der hvælver sit over åen og dens skrænter som et tag. En del buskvegetation er der også, hyld, hybenrose, tjørn og en mængde urteagtig vegetation. Et stykke mod øst bliver skovbæltet bredere og antager form af naturskov, ganske køn med eg, kirsebærtræer og avnbøg, foruden de førnævnte arter.

Her slår åen nogle smukke bugtninger, det man kalder "serpentinere", med kraftig erosion i brinkerne, hvorfor åen da også er ganske bred i forhold til den normale vandføring. Hvor skoven begynder, har åbunden en kraftig belægning af kampesten, og samtidig kommer klippen til syne i brinkerne. Det er den, der er skyld i, at skoven står her. Den springer op så mange steder i skoven, stedvis i lave klippepartier, at jorden er umulig at dyrke.

En hyggelig skovsti følger åen. Åen og dens følge af skov omgives til begge sider af frodige marker. På højde med Bobakken, den gamle grusgrav, der nu er kommunal losseplads, bliver selve dalslugten bredere og skrænterne højere. Hvor der kommer lys ned til den sydvendte skrænt, voksen en smuk sommerflora: dagpragtstjerne, bidende ranunkel, gederams, haremad, feber nellikerod, nældebladet klokke, vild kørvel osv., altså et meget blandet sortiment med påvirkning fra den omgivende agerbrugskultur i form af planter som agertidsel og mælketidsel. En plante som brunrod er også hyppig.

Her har vi Grånakke! Selve navnet er interessant. Det kendes fra flere bornholmske sogne, nemlig foruden Østermarie: Rø, Ibsker, Bodilsker og Pedersker. Navnet er anvendt på skrånende klippeflader, og ifølge Stednavnebogen skal det være afledt af Grånak, en gammel bornholmsk betegnelse for djævelen. Et lignende navn "Grånakkastaua" betegner en helt anden lokalitet længere nede ved Gyldenså.

Grånakke lokaliteterne er i folkemunde blevet betragtet som tilholdssted for forskelligt troldtøj. Underjordsfolk og deslige har i det hele taget i folkemunde huseret slemt i omegnen af Grånakke. Således fortæller Karl M. Kofoed i sine "Bornholmske sagn og sagaer", at det var underjordsfolkenes skyld, at Østermarie Kirke blev bygget, hvor den nu står. Den var oprindeligt planlagt at skulle ligge på Bobakken, ikke langt fra Grånakke; men her kunne bygmestrene ikke have byggeriet i fred for de underjordiske. Så flyttede man kirken, og her hjalp de underjordiske oven i købet til med at bygge.

Ved Grånakke er åløbet i bunden af dalen virkelig spændende. Det er klippen, der sætter sit præg på det. Selve ålejet er dækket af enorme stenblokke, mosgroede og med skurede kanter. Selv når åen i regnperioder rummer mest vand, er vandet ikke i stand til at dække stenene; det fosser skummende og larmende omkring og under dem, da vandløbet også har et kraftigt fald her, og netop hvor den kraftige stenspredning ophører, er faldet så mærkbart, at der, når åen er vandfyldt, ligefrem opstår tilløb til et mindre vandfald.

Af træers tilpasning til voksestedet får man her et levende billede. På de store stenblokke midt i åløbet, der her er ganske bredt, står høje og gamle tykstammede asketræer. Enkelte står ganske bogstavelig på den bare sten, men har altså stukket rødderne ned i åbunden, og så klarer de sig både mod vandstrømmene og mod underernæring. Det er næsten helt ubegribeligt.

Grånakke er et ideelt sted til studiet af naturens luner. Her ses flere af dem. Man kan spekulere på, hvor denne enorme kampestensbelægning er kommet fra. Men det må jo være stenblokke, der i en længst forsvunden tid er flækket fra den omgivende klippe og så har lagt sig til rette her.

De brede skrænter ved Grånakke har jævnlig været benyttet som en slags vintersportssted for ungdommen i Østermarie. Her har været kælkebane, og her har man løbet på ski; men da her også er træer, har sporten ikke altid været ufarlig.

Det gælder om Gyldensådalen, som for de bornholmske sprækkedale i det hele taget, den rummer megen skøn natur. Og ikke mindst Grånakke-området.

Trykt i Bornholms Tidende 27. juli 1978.

© Frede Kjøller