LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Træer i tåge

Almindingen: Luntebakken

Skoven på Luntebakken har i mange år været meget iøjnefaldende, når man færdedes ad landevejen mellem Åremyre og Østermarie. Bakken i sig selv rager op over omgivelserne, og når dertil kom høj granskov, så ragede partiet som en pukkel op over den omgivende skov.

Nu er den karakteristiske pukkel væk, fordi skoven er væk. De første kraftige skader fik den nok under oktoberorkanen i 1967, da det vestlige skovparti på bakken blev meget svært skadet. Senere orkaner har fortsat ødelæggelsen, og i 1983 foretog man den sidse store oprydning. Og nu er hele herligheden væk, derimellem en del fine cryptomerier i den østlige part. Hvad der stod' tilbage er flankhugget.

Når jeg her har fæstnet mig ved Luntebakken eller "Lunten", som Stednavnebogen betegner stedet (navnet har ifølge samme kilde noget med bål at gøre, hvilket kunne tyde på, at her har stået en bavn eller noget lignende), så skyldes det, at det er et af de steder i Almindingen, jeg meget tit har færdedes.

Første gang, jeg kom her var i 1944. Da stod her et udsigstårn, som jeg formodede var af militær oprindelse og stod til tyskernes brug. Det var nu nærmest et stillads, bygget op af ikke forarbejdet tømmer eller stammer, altså ret primitivt med en platform foroven og en simpel træstige op til.

På det tidspunkt var granskoven her ganske ung, det vil sige omkring en halv snes år, og så må den jo have været plantet omkring 1935. Efter det skulle den i dag være cirka 50 år og altså have nået den alder, hvor den skulle begynde at producere virkelig godt træ. Men så langt nåede denne kultur altså ikke.

Det omtalte stillads stod omtrent midt på bakken til venstre for den nuværende skovvej, når man kommer fra landevejen, og der lå nogle ret kraftige sten blokke ved foden af den, der muligvis har tjent til at stive stilladset eller tårnet af. Det ragede et godt stykke op over trætoppene, og der var en fortrinlig udsigt der oppe fra. Jeg klatrede naturligvis op ad den primitive stige for at nyde udsigten, efter først at have forvisset mig om, at der ikke var nogen, specielt tyskere, der kunne forulempe mig.

Stilladset blev fjernet ret hurtigt efter krigen, hvornår husker jeg ikke. Det var ikke særlig solidt opført og var for farligt at have stående, da folk klatrede op i det med risiko for at falde ned. Her må jeg indskyde, at tårnet muligvis stod her før 2. verdenskrig kom, og i så fald var det ikke tyskernes. Men sikker underretning om dets formål har jeg ikke fundet. Et noget lignende tårn stod på Grønnekul.

Kortskitse

Står man på Luntebakken, som den ser ud i dag, får man et udmærket indtryk af bakkens runde lidt ovale form, man får også et udmærket indtryk af den fortrinlige udsigt, der har været her fra. Udsigten er der jo stadig, omend den er stærkt begrænset af omgivende skov. Især mod vest er der udsyn, forrest over nyere skovkulturer, bagtil mod højere skove, der begrænser videre udsyn. Men prøver man at forestille sig udsigten herfra i Højlyngens tid før de store skovplantninger, er det jo indlysende, at man her har haft udsigt over store dele af de omgivende landskaber.

Luntebakkens højeste punkt ligger 125 meter over havets overflade, og det er højere end både Lindesbjerg og Kristianshøj for at nævne et par højdepunkter i de nærmeste omgivelser. Mod øst og syd og nord er der ingen højere punkter.

Imellem storskoven i vest og Luntebakken ser man enkelte meget høje graner, der rager frit op - man skulle tro som et oplagt offer for orkanerne. Men disse kæmpetræer har uanset deres udsatte plads holdt sig stående. Det kan man godt undre sig over. Men altså kan det lade sig gøre at få et virkelig stort træ op at stå her.

Ved sydsiden af Luntebakken ses et par høje og meget smukke fyrretræer. Det er rester af en tidligere fyrreskov. Også disse har hele kronen op over den omgivende skov og er alligevel blevet stående.

Væltede træer

Ved bakkens nordside ligger den lille men ganske charmerende "Baremose", som nok hører til Almindingens mindre kendte. Formentlig er der engang gravet tørv her, i alt fald er der gravet, hvad man tydeligt ser af vandhullernes form. Der står dunhammer og forskellige andre vandplanter i mosen, og om sommeren ses et frodigt flor af nøkkeroser. Mosen er mere eller mindre tilgroet med pilekrat, og ved dens næremste omgivelser ses skovtræer af forskellig art, oldenbøg for eksempel. Af planter omkring bredden noteres blåbærbuske, ulvefod og et mangeartet flor af mosser.

Terrænet omkring Luntebakken er rigt på moser. En af disse er "Højemose".  Den har vel fået navnet, fordi den ligger mellem to høje, nemlig Luntebakken og en tilsvarende, men mindre bakke ved nordvestsiden af Rundemose, som jeg for mig selv kalder Rundemose bakken. Det fornemme ved Højemose er, at der aldrig er gravet i den. Det er kun få af højlyngens moser, man kan sige dette om. Til gengæld er der heller ikke meget vand i den. Hele moseområdet er heller ikke ret stort. Det er opfyldt af startuer, der, da jeg besøgte stedet sidst, havde hvide hætter af sne og var omgivet af dybfrosset vand. Det var en mose i total vinterdvale. Det er en lille mose, nærmest en sump, som jeg håber, får lov til at ligge urørt.

Fortsætter man fra midten af Luntebakken østover, vil man finde, at terrænet er meget kuperet, det går op og ned, klippen stikker frem her og der, og terrænet er fyldt med større eller mindre flytteblokke. Den nemmeste måde at se dette på er at følge et af skovsporene i retningen syd-nord. Trods sin ensformighed er det et spændende terræn!

Trykt i Bornholms Tidende den 3. marts 1984
Foto © Frede Kjøller