LOKALITETER

 tilbage til
   "Lokaliteter"



Skovvej i Almindingen

Almindingen: skovens historie

Almindingen er et af de vigtigste naturområder på Bornholm. Skoven besøges af tusinder af bornholmere og turister, og man tænker ikke på, at skoven har en historie – men det har den naturligvis.

”Almindeligt” betyder fælleseje – det var et område, som blev brugt af de omkringboende bønder. Det var en del af Højlyngen, der for århundreder tilbage var bevokset med skov, især egeskov.

Skovens alder er det svært at sige noget om. Men de ældste dele af den nuværende skov er urskov, som nok kan føres tilbage til stenalderen. Det er dog meget lidt, der er tilbage af denne skovtype.

Terrænet i Almindingen er stærkt kuperet. Her har været gode muligheder for borganlæg. Vi kender to,  nemlig Gamleborg og Lilleborg. Gamleborg er den ældste. Det er en voldborg eller bondeborg, hvortil befolkningen i ufredstider kunne søge hen med gods og familie, mens det våbenførende mandskab søgte at slå overfaldsmændene tilbage. Hvad der egentlig er sket på disse voldborge og hvordan de har fungeret, har vi dog ingen sikre vidnesbyrd om. Vi må nøjes med hvad der kan aflæses af selve anlæggene.

For Gamleborgs vedkommende har vi  heller ingen sikre tidsfæstelser. Men så helt ældgammel kan dens seneste anvendelse næppe være. I alt fald har den i den vestlige side murværk, der er sat af middelalderlige munkesten. Antagelig har borgen været funktionel indtil omkring den tid, da Lilleborg blev bygget (ca. 1150).

Lilleborg var kongens borg. Men den fik ikke lang tid at hævde sig i. I året 1259, vel omtrent det samme år som bispens Hammerhus blev færdigt i sit første anlæg, blev Lilleborg brændt og ikke siden opfært. Den har dog alligevel haft en vis betydning for omegnen, således byggede Schweder Ketting Vallensgård af sten fra Lilleborg, og Hans Rømer hentede 2-3000 læs sten til byggearbejder forskellige steder i Almindingen, blandt andet til den stensatte grøft, der går fra Lilleborg til Græssøen.

Det var nu synd, at man således ødelagde borgen. Den har været et stolt syn. Den havde glad i vinduerne, hvad der var sjældent i de tider, og den var omgivet af vand til alle sider, måske lige bortset fra østsiden, hvorfra tilkørslen skete.
Med Lilleborgs ødelæggelse var det slut med kongens magt over Bornholm for lange tider.

Med den gamle skov gik det dårligt. Den blev ringere og ringere, og det var ikke så mærkeligt, for nok var der holzførstere, dvs. skovridere, men de kunne ikke tumle den opgave, de havde. Bønderne i de omliggende sogne stjal træerne (træfældning var jo deres ret fra gammel tid, det var bare kongen, der havde fået en anden idé). De gamle regnskaber viser, at der alene i året 1774 påvistes 707 friske stød efter tyvehugne ege og avnbøge. Bøndernes køer, heste og ungkvæg travede om i skoven, og der udvistes træ til embedsmændene. Denne behandling kunne skoven naturligvis ikke holde til længere, for man plantede jo ikke igen.

Og det endte med, at rentekammeret havde planer om at sælge skoven, der efterhånden ikke var meget værd. Købmand Jochum Bohn i Svaneke, en broder til etatsrådinde Kofoed, bød 5.000 rigsdaler for hele herligheden. Det var mange penge, men man afslog – heldigvis – at sælge, og i stedet for blev der ansat en ny skovrider i året 1 800. Det var Hans Rømer. Han var bornholmer, født på Knarregård i Rutsker 1770 og ætling i lige linje  af Bornholms befrier, Jens Kofoed.

Hans Rømer blev Almindingens skaber, som den nu ser ud. Hans første opgave blev at få bøndernes dyr hældt ud af skoven. Det skulle der skrap lud til, men den var Hans Rømer mand for at levere.

Hans første planteskole blev indrettet, hvor nu hans minde (Rømersminde) står. Men bønderne brækkede om natten hul i diget og lukkede svin ind i planteskolen, der blev helt raseret. Til sidst måtte de dog opgive skoven.

En mægtig opgave var opførelsen af Almindings gærdet, 20 km langt. Da dette var sat kunne skovplantningen begynde. Og resultatet af plantearbejdet ser vi i dag, selv om kulturerne er fornyet adskillige gange siden. Skoven er det stolteste minde over Hans Rømer.

Trykt i Bornholms Tidende den 30. januar 1971.
Foto © Frede Kjøller